|
Det er overdådigt, kæmpe charme har de gamle bygninger her i Alsace, Jeg ved ikke hvorfor ferie har sådan en effekt på mig, jeg suger det til mig. Og resten af året går jeg som en zombi på mit arbejde. Ja, selvfølgelig ikke rigtigt, men det kan ikke forklares på andre måder.
Hele mit voksenliv har det været sådan. I mange år var vi med svigerfamilien på camping, og når vi kom hjem igen, begyndte vi allerede at tale om den næste ferie vi skulle på. Og hele vinteren forberedte vi den kommende sæson, vi vaskede og pudsede den campingvogn. Underligt.
Sådan var mit liv altså bare, hver gang vi var sammen med svigerfamilien blev der diskuteret ferie. Jeg tænker at for mig skyldes det at jeg de første 18 år af mit liv befandt mig i "den sorte firkant" på Nørrebro. Kun nogle sommerferier kom jeg væk.
Og væk, og væk, det var kun til Frederiksværk, eller med skolen til Blokhus. Aldrig et andet land, det var helt væk for mig. Så det var en kæmpe oplevelse da jeg endelig kunne komme til Tyskland, Spanien eller Italien. Bare det at se et bjerg og ikke mindst at køre på et, det var altså bare noget der satte sig i mig.
Når man i næsten 20 år kun ser Stengade, Slotsgade og Prins Jørgensgade, så skal det selvfølgelig sætte sig når man kommer ud i skove og bjerge. Og jeg kan se med mine nye børn, hvordan de bare elsker at komme væk fra den gade de har opholdt sig på hele livet.
De har det præcis som jeg havde det, der var altså en kæmpestor fantastisk verden derude.
|
 |