|
Kanya Yungprakhon.
Tænk engang, jeg er nødt til at leve med det skøre menneske. Jeg har tit haft ondt af de mennesker, der er nødt til at leve med mig. Jeg tør slet ikke tænke på alle de mennesker der må udstå, når vi er sammen. Når jeg, (desværre stadig alt for lidt) er i Thailand, sammen med Djell. Så er der sgu ikke meget der er helt normalt.
Selvfølgelig er jeg jo en falang fra den anden side af jorden, der både tænker og gør ting anderledes, og samtidig kan være utrolig pinelig.
At jeg så lige er stødt ind i en Thai der, selv her i thailand er lige så skør. Det er klart at der konstant er hurlumhej i vores hus.
Alligevel er der ikke nogle dage hvor der er under 20 mennesker på vores matrikkel. Der er altid mindst 10 unger, der vælter rundt, og det er det eneste sted på vejen hvor der er "gang i den". Selv nu hvor både Jeab og Man U er væk, er der evigt gang i den.
Denne lille sløve soveby, er lige på en enkelt matrikkel vågnet op. En lille del af skyldes nok at der er lidt flere resurcer her. Men alle de unger Jeab og Man U gennem tid har trukket til sig, kommer bare stadig her. Der er lidt mere skørt her, end hjemme hos dem selv.
|
 |