|
Ja, så blev vi altså gift en gang til, her i et lokalt tempel. Det var første gang jeg talte med en der virkelig kunne noget Engelsk der var til at forstå.
Munken der "viede" os var meget uhøjtidelig og rimelig cool. Da han erklærede os "ægtefolk at være" sagde han til min bekymring om aldersforskellen: Hvad kan du gøre hvis du elsker hende og hun elsker dig? You can do nothing!
Ret kloge ord, og i og for sig jo også rigtigt. Endnu engang står jeg altså med en pige jeg vil være sammen med resten af livet. Altså præcis lige som de andre piger jeg har kendt.
Nu har jeg jo kun kendt Yaya i 4 måneder, og kun været sammen med hende i 10 dage, men det er sgu som om vi har kendt hinanden i 20 år. Vi går fuldstændigt i takt, alt hvad vi foretager os er bare så rigtigt. Helt uvirkeligt.
I de 12 timer i flyet ud til Thailand, brugte jeg nok 11 timer og 55 min. på at tænke alle mulige skrækkelige situationer ind. Hvad hvis nu ditten eller datten skulle ske, hele tiden måtte jeg sige til mig selv, ta´ det nu roligt.
Men i samme sekund vi landede i Buriram air-port, var alt væk, det hele gled bare på plads. Den ubekymrede og langsomme stemning der var her, gjorde bare at jeg ikke et sekund tænkte noget, men bare levede med ind i den sorgløse tilstand.
Alt hvad jeg havde i hovedet forsvandt, skubbet ud af de nye indtryk der kom hele tiden. Hvis der findes et stressbarometer der går fra 1 til 10, var vi i noget der kørte i minus 100. Hold kæft hvor var det behageligt.
|
 |