|
Thailands nationalsport er jo Muay Thai, så der er flere af disse børn der dyrker lige den sport. Selvfølgelig skal de lave noget opvisning, og det er ret smukt. Jeg husker ikke ret meget fra min egen skole, men det var i hvert fald ikke noget i retning af det der sker her på skolen.
Måske skyldes det også at jeg bare blev smidt ud, før det hele sluttede. Jeg var ikke særlig glad for skolen, modsat disse unger. De elsker det, og man kan tænke lidt over hvorfor. Måske hænger det sammen med at der ikke er ret mange fristelser her ude på landet.
Ingen klubber, ingen biografer, ingen gågader, ingen gadehjørner, ingen "fristad", ingen "smuthuller" hvor man kan gemme sig. Her ved alle hvor alle er, man kan godt gå ud af byen, men der er kun græs, ris og træer. Desuden er det bare børn der har lært at opføre sig ordentligt.
Klart at skolen er noget særligt for disse børn, der sker jo noget hele tiden. Jeg roser lidt meget her, men der er ingen børn her, der svarer igen, der er en respekt for andre, især ældre. Mærkeligt for mig der jo har set og hørt børn hjemme i København.
|
 |