|
Det giver pludselig mening i mit liv at jeg sidder her på en gaderestaurant i det indre Bangkok. Jeg ved ikke hvorfor, men min puls er nede på under 60, Jeg er i "sen", ingen panik eller uro, og jeg kan sidde stille og rolig her med min smukke kone, og spise de lækreste retter.
Jeg og også yaya´s ophidselse over en gang tom-yum er enorm. Det smager bare så super godt, og selv om der brænder en ild i mine læber efter maden, må jeg bare konstatere at tom-yum er blevet min ynglingsret.
Faktisk så meget at jeg kan ane de bitte små smags-variationer fra restaurant til restaurant. Prøv det, for guds skyld. Og prøv i det hele taget at komme længere væk end Mallorca og Atalanya.
Jeg glæder mig så meget til at jeg kan blive her i Thailand med et "Non-O-visa". Jeg hverken sveder eller ryster på hånden når jeg siger at jeg ender mit liv her i Thailand. Og så kan familie og venner i Danmark gå og undre sig. De tænker måske: hold da op for en tosse.
Jeg har også lært ret hurtigt at Thai´er bare elsker at sidde og spise, ikke kun skovle maden ind som jeg er vandt til hjemme i Danmark, men lægge lidt sjæl i det, pille ved små kødstykker, rulle salat om fingeren, nyde maden og være taknemlig over at man kan putte noget i munden.
De er ligeglade med om det tager 2 timer at spise. Det er religiøst kunst for dem. De er skøre de Thaier.
|
 |