|
Kao Kradong stod som nr. 3 på min liste over hvad jeg skulle se. Men et bryllup vi skulle til tæt ved, gjorde at vi lige så godt kunne starte her. Det var lige ved at det bryllup var mere interessant end Templet, og det var fordi jeg jo ikke anede hvad det vil sige at blive gift her ude i røv og nul.
Hold op hvor er det uformeldt at blive gift her, ingen rene kirkegulve, ingen habitter, ingen snurrelige bænk-rækker, og ingen lange kjoler. Det foregik på et tæppe på jorden, og der var både shorts, slidte cowboybukser og udtrådte snabelsko. Kun pigen lignede en prinsesse.
Her stod jeg sammen med Yaya som guiden blev kaldt, hun kendte alle og jeg kendte ingen. Alligevel kom alle disse fremmede mennesker hen og trak mig ind i dansen, de talte til mig som havde de kendt mig hele livet. Tog mig under armen og vandrede med alle de andre derudad. De rykkede pladser så jeg kunne komme ind i centrum, var meget obs på at jeg ikke missede noget i dette bryllup.
Selv små børn der kravlede rundt på gulvet, kravlede hen over mig og videre rundt i lokalet. Der var ikke een der undrede sig over, at der var en lang hvid mand som ingen kendte, der sad der midt på gulvet. Det var en oplevelse der pressede min intimsfære helt vildt. Men på en underlig måde virkede det også helt normalt.
Efter de første chok gled jeg bare ind i situationen uden at tænke over det. Alle var bare skide søde, når mit glas var halvtomt kom der straks en og fyldte mit glas op. Meget mærkeligt for mig der helst ikke vil ha´ at nogen gør noget for mig. De gjorde det bare uden at tænke over det.
|
 |